Velkommen til Børneklinikken Pilotskolen
Børneklinikken Pilotskolen er en specialiseret børneklinik og undervisningsplatform – med base i Aarhus og snart også online. Klinikken drives og ejes af os, Caroline Houtzager Rasmussen og Christina Sø Bendixen, begge autoriserede børneergoterapeuter og mødre til vidunderlige, neuro-atypiske børn.
Vi tilbyder primært intensive forløb til familier i vores fysiske klinik og har en særlig faglig interesse for børn, hvis nervesystem er på overarbejde – selv i en helt almindelig hverdag i institution eller skole. Når et barn oplever vedvarende stress, påvirker det ikke kun barnet selv, men også hele familien. Vi ved, hvor mange hensyn man som forælder prøver at tage – og hvor stor bekymringen kan være.
Pilotskolen blev grundlagt i 2014 af Christina og udvidet i 2015, da Caroline kom med. Siden da har vi udviklet og drevet klinikken sammen. Under coronapandemien holdt vi midlertidigt pause, men efter restriktionerne blev ophævet, genåbnede vi med fornyet energi – klar til igen at støtte de børn og familier, der har brug for en hånd i hverdagen.
Hvorfor hedder vi Pilotskolen?
Da Christina blev mor for første gang i 2008, fik hun hurtigt en fornemmelse af, at hendes søn havde det svært. Han sov næsten ikke, skreg det meste af døgnet, reagerede voldsomt på lyde og var næsten umulig at trøste. Selv om hun flere gange søgte hjælp, blev hun gang på gang sendt hjem med ordene: "Det er bare kolik – det topper ved 12 uger."
Men de 12 uger kom og gik. Og intet blev bedre.
Familien opsøgte forskellige behandlere, men intet hjalp for alvor. Først flere år senere, da Christina som ergoterapeut deltog i et kursus om sanseintegration, faldt brikkerne pludselig på plads. En casebeskrivelse mindede til forveksling om hendes søns forløb. For første gang hørte hun begreberne modulationsforstyrrelser og sensorisk intolerance – og genkendelsen var øjeblikkelig.
I pausen tog hun fat i underviseren, som nævnte, at der fandtes specialiseret hjælp i USA, hvis familien var klar på at rejse dertil. Og det var de.
I sommeren 2012 rejste hele familien til Denver for at få hjælp. Men hvordan forklarer man en 4-årig dreng, der har svært ved at sidde stille og er tryghedssøgende, at han skal tilbringe uger på en børneklinik i et fremmed land, med voksne han ikke kender – og som ikke taler hans sprog?
På det tidspunkt drømte han om at blive pilot og elskede flyvemaskiner. Så Christina sagde til ham, at de skulle på en pilotskole – en særlig slags skole, der kunne gøre ham klar til at komme på den rigtige skole for piloter en dag.
Og sådan blev navnet født: Pilotskolen.
Det blev starten på en ny rejse for hele familien. Med intensiv træning, hjemmearbejde og flere besøg i Denver, begyndte sønnens udvikling at tage fart. I dag er han en helt almindelig ung mand med masser af mod på livet og gode forudsætninger for sin fremtid.
Da Christina oplevede, hvor svært det havde været at finde den rigtige hjælp i Danmark, besluttede hun at skabe det, hun selv havde manglet. I 2014 åbnede hun derfor sin egen børneklinik med et klart formål: At hjælpe børn med reguleringsudfordringer og deres familier. Og klinikken kunne selvfølgelig ikke hedde andet end Pilotskolen.
Om os
Christina Sø Bendixen
Christina er uddannet ergoterapeut fra VIA University College i Aarhus i 2006. Hun startede sin karriere i voksenpsykiatrien, hvor hun første gang stiftede bekendtskab med sanseintegrationsområdet. Senere videreuddannede hun sig inden for børneergoterapi og sanseintegration, med særlig interesse for reguleringsforstyrrelser hos børn.
Privat er Christina gift med Jakob, og sammen har de to teenagere.
Caroline Houtzager Rasmussen
Caroline er født og opvokset i Holland og flyttede til Danmark i 2003 for kærligheden. Hun er uddannet ergoterapeut fra VIA University College i Aarhus i 2012 og har efterfølgende specialiseret sig inden for sanseintegration, børneergoterapi og ADHD. Caroline er mor til to neuroatypiske teenagere og har selv navigeret i det danske sundheds- og skolesystem – erfaringer, hun i dag bruger aktivt i sit arbejde med familier.